Hans Adolph Brorson

Kort biografi

Hans Adolph Brorson lever fra 1694 og til 1764. Han kommer til verden i den sønderjyske by Randerup, hvor faderen, Broder Brodersen er præst. Der er tre børn i hjemmet. Nikolaj født i 1690, Broder født i 1692 og Hans Adolph i 1694. Faderen dør, da Hans er 10 år gammel, og moderen gifter sig med hans efterfølger i embedet ( Holbek, drengenes huslærer), som i 1709 sender de tre drenge til Ribe latinskole. I 1710 bliver Nikolaj student, de to andre i 1712, og de rejser til København for at studere teologi. I 1714 får Nikolaj og Broder teologisk embedseksamen og rejser tilbage Sønderjylland, hvor Nikolaj efter en studierejse til Kiel bliver præst i Bedsted og Broder huslærer hos provsten i Ribe. Hans Adolph er nu ene tilbage i København. Han forsømmer teologistudiet, tager ingen eksaminer og vender tilbage til Randerup. Den sidste tid i København er han deprimeret og syg. En tid bor han hos Nikolaj, som er nygift og ivrig pietist, senere hos moderen og stedfaderen i Randerup Præstegård. Efter en tid bliver han huslærer på Løgumkloster hos morbroderen Nikolaj Clausen, der er amtsforvalter. Her underviser han indtil 1722 sin fætter Johan og kusine Katrine. Det er også her, han stifter bekendtskab med den nye åndelige strømning, pietismen, der kommer fra Tyskland og i første halvdel af århundredet breder sig til hele Danmark. I 1722 bliver han forlovet med kusinen Katrine og vender tilbage til København, hvor han indstiller sig til teologisk kandidateksamen, går op og består. Han gifter sig med kusinen. Meget belejliget dør stedfaderen, og Hans Adolph får tilbudt kaldet i Randerup. Her virker han som præst indtil 1729, hvor han bliver tredje og dansk præst i Tønder. I Randerup har Katrine født ham 6 børn, tre af dem lever. I Tønder skal Brorson være præst for det danske mindretal, d.v.s. bønderne i Emmerske og omegn og tjenefolkene hos de tysktalende borgere i Tønder. Det er et opslidende arbejde, bl.a. skal han hver morgen samle bønderne uden for byen til andagt. Men det er grødetid for hans digtning, og det er her (i 1732), han udgiver sin første digtsamling, de julesalmer, vi stadig holder meget af.
   I 1736 kaldes han til provst i Ribe og i 1741 bliver han udnævnt til biskop samme sted. I denne stilling fungerer han indtil sin død i 1764. Brorsons liv var ikke let. Han led af svære depressioner og måtte ofte ligge til sengs i længere tid. I 1746 har han det så elendigt, at han sender bud til præsten i Stepping, der huser herrnhutiske emisærer, og beder ham sende en "broder" til hjælp og trøst. Det er et kapitel for sig, som læseren kan orientere sig om f.eks. i min roman, som netop her ligger helt tæt til kilderne. Dels havde Brorson et skrøbeligt helbred ( fysisk og åndeligt), og dels var han som så mange i tiden plaget af hyppige dødsfald i familien, mange af hans børn dør som små, den ældste søn Nikolaj bliver sindssyg, og den elskede Katrine dør i barselsseng med det 13 barn. Han bliver senere gift med Johanne, der også føder ham nogle børn.
   Som biskop var han, når han ellers var rask, flittig og omhyggelig, det kan man se af hans visitatsberetninger. Hvor nidkær, han kunne være i tjenesten, fremgår tydeligt af den smertefulde proces mod præsten i Verst, Niels Tøxen, også den kan man læse om i romanen. Som prædikant var han fremragende, folk strømmede til, så mange måtte stå eller sidde på gulvet. Han prædikede efter sigende, så tårerne strømmede. Men så skal man huske på, at det var en tid, hvor man gerne måtte vise sine følelser, og hvor man græd af hjertens lyst, når der var noget, der rørte dette hjertet. Og det skulle pietisterne nok sørge for, at der var. Pietismen var en nemlig en "hjertesag", det ses måske tydeligst hos den gren af pietismen, som kaldte sig Brødremenigheden (herrnhuterne),og Brorson havde afgjort en stor kærlighed til denne menighed, hvilket efterhånden blev lidt pinligt, da herrnhutismen en tid var forbudt i Danmark. Nu kender de fleste af os mest denne strømning fra honninghjerterne, som man kan købe og uhm ,,, spise i Christiansfeld, hvor en lille brødremenighed har overlevet. Brorson er ligesom Kingo omkring de 70 år, da han dør.

Brorsons digtning:

Brorson skriver i første halvdel af 1700 tallet. Han er på mange måder præget af Kingo. Også Brorson kendte til at anvende fyndige og stærke billeder: "forhærdede tidselgemytter" kalder han de uomvendte. Og også hans sprog er sanseligt: det er som Kingos fuld af farver og lyde og lugte. Man smager meget i Brorsons tekster. Men forskellene er store både på det indholdsmæssige og det stilistiske område. Begge digtere tog deres melodier fra den verdslige digtning. Men mens Kingo skriver ind i barokkens og den ortodokse lutheranismes verdensforståelse, så skriver Brorson i rokokoens og pietismens. I Kingos stil kan billede stables på billede, så man næsten bliver svimmel af læsningen, mens Brorson tilstræber en enkelhed, hvor lydene ( rim og rytme ) er klangfulde, fine og lette - undertiden leger han så meget med rim og gentagelser ( rytme), at det næsten kammer over:

Hvad est du dog skiøn, ja skiøn,
Ja skiøn, du allerlifligste Guds Søn!
Du min Sulamith, Sulamith. Ja, mit,
Ja mit, alt, hvad jeg har, er ogsaa dit.
   Men også med hensyn til indhold er der store forskelle. Brorson tolker i sin digtning pietismens inderlige Jesus-dyrkelse. Ofte fremstiller han forholdet mellem sjælen og Jesus som et kærlighedsforhold, og her tager han, som man også kan se af ovenstående eksempel, sit stof fra Biblen ( Højsangen ). Jesus er ganske nær ved mennesket, kun menneskets egen vilje skiller de to. Lukker man op for Jesus, så er der ingen afstand. Anderledes hos Kingo, mens Jesus er himmelskatten hos Brorson, så er han himmelhelten Kingo. Her er der afstand. Og den lidenskabelige tro kommer ikke inde fra sjælens eget dyb, men som en naturkraft fra himlen: "Som den gyldne sol frembryder ..." Mens Brorsons sjæl kan nå og favne Gud (i kærligheden til Jesus), så er der for Kingo kun én vej til himlen og saligheden, og den går via døden.
   Her kan du læse et par af Brorsons smukke salmer i den sprogdragt, hvori de kom til verden: Først en af de dejlige julesalmer, som Brorson skrev, mens han var tredje og dansk præst i Tønder ( 1732 ). 
 1.

Mit Hierte altid vancker
   I JESU Føde-Ruhm,
Did samles mine Tancher
   I deres Hovet-Sum,
Der er min Længsel hiemme,
   Der har min Tro sin Skat,
Jeg kand dig aldrig glemme,
   Du søde Jule-Nat.

 2.

Du mørcke Stald skal være
   Mit Hiertes Fryde-Slot,
Der kand jeg daglig lære,
   At glemme Verdens Spot,
Der kand jeg best besinde,
   Hvori min Roos bestaar,
Naar JESU Krybbes Minde
   Mig ræt til Hiertet gaar.

 3.

Mens, Ach! Hvad skal jeg sige,
   Naar jeg vil tæncke paa,
At GUD af Himmerige
   I Stalden ligge maa,
At Himlens Fryd og Ære,
   GUds væsentlige Ord,
Skal saa foragted være
   Paa denne slemme Jord.

 4.

En Pærle, der forgiættes,
   Saa nøye ledes op,
Dend blancke Demant sættes
   I gylden Krones Top:
Mand kaster ey en Drue
   Blant tørre grene need,
Skal jeg min GUd da skue
   I saadan Uselhed.

 5.

Hvi skulde Herre Sale
   Ey for dig pyndtet staa?
(Du hafde at befale
   I hvor du pegte paa,)
Hvi lood du dig ey svøbe
   I Lyset som et Baand,
Og Jordens Konger løbe,
   At kysse paa din Haand?

 6.

Hvi lod Du ey udspende
   En Himmel til din Telt,
Og Stierne-Fakler brænde?
   O store Himmel-Helt!
Hvi lod sig ey til syne
   En mægtig Engle-Vagt,
Som dig i Silcke dyne
   Saa prægtig burde lagt?

 7.

Ney, JEsus faar sit Leye
   I denne gode Jul.
Hvor Betlere de pleye
   At ligge sig i Skiul,
Det var og ey hans eget,
   Det Høe, hvori Hand laa,
Hand hafde ey saa meget
   Hand kunde ligge paa.

 8.

Den Sag kand ye begribes,
   At JEsus, GUD og Mand,
Saa meget hart indknibes
   I Verdens Jammer-Stand,
Hans, som med Guddoms Vælde
   Ald Verden dømme vil,
Ey har det, Hans kand hælde
   Sit arme Hoved til.

 9.

En Spurre har sin Rede,
   Og sikkre Hvile-boe,
En Svale ey tør lede
   Om Natte Lye og Roe,
En Løve veed sin Hule,
   Hvor hand sin Roe kand faa,
Skal da min GUD sig skiule
   I andres Stald og Straa?

 10.

Ach! kom! jeg vil oplukke
   Mit Hierte, Siæl og Sind
Med tusind Længsels-Sukke,
   Kom, JEsu, dog derind!
Det er ey fremmed Bolig
   Du har det selv jo kiøbt,
Saa skal du blive trolig
   Udi mit Hierte svøbt.

 11.

Jeg vil med Palme grene
   Dit Hvile-Stæd bestrøe,
Min Brudgom, Dig allene,
   Jeg leve vil og døe.
Kom! Lad min Siæl erlange
   Sin rætte Qvæge-Stund;
At kysse tusind gange
   Din søde Rosen-Mund.
   Den salme kender de fleste mennesker, og den synges stadig til jul. Her kommer nu en mindre kendt salme (fra Troens rare Klenodie), den står ikke i salmebogen, og synges vel ikke mere, men den er alligevel en rigtig Brorsonsalme, med dristige og usædvanlige rim og rytmer. Og den lidenskabelige kærlighedserklæring mellem Jesus og Sjælen. 
 1.

Dig min søde
Skat at møde
med mit kys og favne-tag,
Og at skue,
Dig min drue,
Er min længsel nat og dag.

 2.

Livets søde
Morgenrøde
JEsu giver os sit skin;
Lys og livet
Bliver givet
Dem som gik i mørke trin.

 3.

O min lykke,
Fryd og smykke!
Aldrig noksom prises kand,
Dit gemytte
Som vil flytte
Til os i vort fængsels land.

 4.

Derfor haster
Jeg og kaster
Mig i støvet for din food,
Tag den gave
Du skalt have
Siel og hierte, liv og blod.

 5.

Siel og livet,
være givet
Dig min søde rosens mund
Begges kræfter
Skal herefter
Offres dig af hiertens grund.

 6.

Troens rare
Gyldne vahre,
Røgelse i andagts brand,
Myrres taare,
Til min baare,
Offrer jeg min Gud og mand.

 7.

Hiertet kiende
Dig, og brænde,
I din længsel dag og nat,
Reens det meget
Til dit eget,
Giør det til din egen skat.

 8.

Mine sinde
altid finde
Udi den forening roe
Til at ære
Dig, og være
indtil døden huld og troe.

 9.

Da jeg siden,
Efter tiden,
All din klarhed skue maae,
I dig leve,
Hos dig sveve,
Evig priis du da skal faae.
Som man kan se, er Brorsons anvendelse af store og små bogstaver meget skiftende. I denne bruger han kun små.

Og nu til sidst en tekst fra den samling salmer, Brorson aldrig så trykt, men som en søn udgav i 1765 efter faderens død.

Det er et karakteristisk digt, hvor Jesus og Sjælen taler kærligt sammen. Også her henter Brorson sit stof fra Højsangen.

  1.

Hvad est du dog skiøn, ja skiøn,
Ja skiøn, du allerlifligste Guds Søn!
Du min Sulamith Sulamith. Ja mit,
Ja mit, alt, hvad jeg har, er ogsaa dit.

  2.

Min Ven, du est min, ja min,
Ja min; saa lad mig altiid være din!
Ja vist, ævig vist, ævig vist, ja vist
Ja vist! du min skal blive her og hist.

  3.

Men tænk, jeg er her, ja her,
Ja her iblant saa mange dragne Sved!
Saa kom Due! kom Due! kom, ja kom!
Ja kom! I klippens Fir er Roe og Rum.

Men ellers vil jeg anbefale dig selv at begive dig ud i læsningen. Berus dig i Kingos og Brorsons smukke salmer. Det er en rus, der varer hele livet.

Bøger af og om Brorson

Brorsons samlede Skrifter er udgivet af Lohses Forlag i 1951, men ønsker man at orientere sig i Brorsons værker uden for meget besvær, kan jeg anbefale: H.A.Brorson: Udvalgte salmer og digte. Danske Klassikere, Borgens Forlag 1994.

Værkerne:

Den bedste bog, der er skrevet om Brorsons salmer, og det er samtidig en grundig indføring i pietismen og dens digtning, er Steffen Arndals doktordisputats fra 1989: Den store hvide Flok vi see..., H.A. Brorson og tysk pietisktisk vækkelsessang.

Her er et par andre gode bøger om Brorson:

Ovenstående er kun et lille udvalg af det meget stof, der findes om Brorson og hans salmer. Jeg vil nævne en lille artikel, som jeg selv fandt vældig fin og lidt morsom. Det er Erik A.Nielsens "Pietismen og kønsrollerne - eksemplificeret ved Brorsons: Mit hjerte altid vanker". Den findes i Hymnologiske Meddelelser og er fra engang sidst i 1970'erne.