Bernhard Severin Ingemann

Lidt sniksnak

Ingemann kender de fleste fra de dejlige morgen- og aftensalmer. Mange danske præster går imidlertid uden om Ingemann, når de skal vælge salmer, for han har en lidt særpræget opfattelse af det teologiske tankestof, og der er ikke så få "fagfolk," som ikke finder denne opfattelse synderlig kristen. På den konto kølnedes f.eks. det ellers så varme venskab, der var mellem Ingemann og Grundtvig. Men det jævne folk ( hvad det så er for en størrelse ) elsker og har altid elsket hans salmer, hvor undertiden den store universelle natur i få linjer kan mødes med det lille bitte menneskebarn. Jeg vil fortælle to små anekdoter, der begge er sande: Dan Turell beretter i sine erindringer om, hvordan han engang hørte "Lysets Engel" blive sunget af en skoleklasse. Han var dengang en lille dreng, og da han hørte de ord og toner, ja så besvimede han af fryd. Jeg har skrevet et par e-mails med en norsk pensioneret gymnasielærer ( i matematik ). Han fortalte mig, at han en dag havde en nedtur, savnede måske sine elever, sit virke eller hvad ... befandt sig kort sagt ikke godt. Men så tog han den danske salmebog frem og sang med høj røst og på dansk: I &OSLASH;sten stiger Solen op. Og depressionen forsvandt som dug for solen.

Kort biografi

Bernhard S. Ingemann er som Brorson præstesøn, og de deler skæbne i det forhold, at begges fædre dør, da børnene er ca. 10 år gamle. Men her hører ligheden op, og der er stor forskel i deres opvækst. Brorsons fader var fattig og hele livet gældsplaget, mens Søren Ingemann, der i Bernhards barndom er provst i Torskildstrup på Falster, sidder i et godt kald, og der er noget, der ligner velstand i hjemmet. Bernhard fødes som nr. 9 og den sidste i søskendeflokken, og vi kender meget til hans barndom fra den skildring, han som ældre giver i bogen "Levnetsbog." Her fremstilles barndommen som en lykkelig tid. Den gamle mand ser ind i den svundne tid, og husker. Det er en meget smuk skildring, og man får her også et levende indblik i tidens folkelige kultur og traditioner, og samtidig får man et kig ind i et præstegårdsmiljø, som langt fra er kedeligt, præget som det er af de mange børn og unge, der befolkede og satte liv i gårdene. Præsterne på Falster var hverken rationalister eller pietister. Det var gode gamle ortodokse lutheranere, og man får indtryk af, at de satte pris på fede fester med god spillemandsmusik og dans og vin og dejlig mad og kort sagt langt fra var livsfornægtere, men sandelig nok oprigtigt troende, og vi ved f.eks., at Søren Ingemann rasede over den moderne "fornuftsreligion". Da faderen dør, ændres Bernhards liv radikalt. Moderen rejser til Slagelse, hvor hun lever i små kår. Drengen sættes i latinskole. De ældre brødre er sendt til København, og han må have følt sig meget alene. Han er på det tidspunkt en drømmende og lidt verdensfjern dreng, der her må underkaste sig det brutale skolemiljø, som var tidens, og hvor tæv og slagsmål hørte til dagens uorden. Han klarer sig netop ved at drømme sig bort. Kunne som dreng sidde i timevis ved vinduet og betragte skyhimlen. Han er desuden en flittig elev, og på den måde undgår han korporlig afstraffelse. Da han bliver student, sender moderen ham til København, hvor han skal studere. Han vil være digter. Ikke andet. Det ved han nu. Og i 1811 udgiver han sine første digte "Digte af B.S. Ingemann". Han må selv betale udgivelsen, for intet forlag tror på ham. Men digtene bliver en succes. Han skriver tilpas romantisk til at blive en feteret digter. Sådan går det med hans første produktioner. Læserne, navnlig Københavns damer, er begejstrede og anmeldelserne gode. Han har fået plads på Valkendorfs Kollegium, og da han har 1. karakter til sine to første eksaminer ved universitetet, kan han blive boende her i 5 år. En økonomisk støtte af rang, for han er ikke velhavende. Moderen er næsten fattig, og brødrene er under uddannelse og kan ikke hjælpe økonomisk. Ingemann forelsker sig i genbodatteren Lucie Mandix, datter af en etatsråd og altså tilhørende det solide borgerskab. De forlover sig, men kan ikke blive gift, da Ingemann jo ikke har nogen stilling og således ikke kan forsørge en familie. Det stræber han heller ikke efter. Er tilfreds med at skrive, og med det går det stærkt. I 1812 udkommer "Digte 2" og i 1813 "Procne". Først efter 11 års forlovelse bliver han i stand til at gifte sig med sin Lucie. Da har han allerede en stor produktion og en lang udenlandsrejse bag sig, og nu får han embede som lærer på Sorø Akademi. Her bliver Bernhard og Lucie boende resten af livet. Lucie er også kunstner, men hun lever i en tid, hvor det ikke er passende, at gifte kvinder udfolder sig kunstnerisk på anden vis end ved en harmløs hjemmesyssel på niveau med broderi og andet håndarbejde. Men for Lucie er kunsten alvor. Og Ingemann ikke blot tolererer hendes kunstneriske udfoldelse, han er oven i købet stolt af hende, og taler begejstret om hendes malerier, og det er han måske den eneste, der gør. I al fald får hun ikke noget kunstnerisk gennembrud, og i dag kendes hun kun for de ganske få altertavler, der har fået lov at blive hængende i nogle kirker. Også for Ingemann vender stemningen og kritikken. I begyndelsen var anmelderne positive, men fra og med Sorøtiden er den litterære elites vurdering af Ingemanns skriverier en bitter pille. Som han imidlertid må sluge år efter år. For han skriver hele tiden og udgiver utrolig meget. Dan Turell siger et sted, at B.S.I. ikke står for Bernhard Severin Ingemann, men for: Bernhard Skrev Ideligt. Det gjorde han. I en lang årrække er det de historiske romaner, der med forbillede i Walter Scotts ditto, flyder fra hans pen og lige over i de danske hjerter. Den gryende nationalisme, der senere kulminerer i 3 års krigen, giver både stof og læsere til Ingemanns romaner. Men kritikken er tavs eller tvær. Ingemann skriver også en lang række noveller og eventyr, ja han er faktisk eventyrdigter før H.C.Andersen og en af vore første novellister. Disse korte og nogle få længere historier mødes også med isnende kulde eller tavshed fra kritikken, men blev nok læst af almindelige mennesker. Og de er efter min mening stadig en læsning værd. Mange af dem er fortællinger, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på læseren. Ja, de måler sig med Edgar Allan Poes rædselskabinet, når han rigtig folder sig ud. Andre er smukke, romantiske kærlighedshistorier.
Biografisk sker der ikke så meget mere i Ingemanns liv. Set udefra kan det forekomme noget stillestående. Men det er et liv, der leves på et indre, sjæleligt plan og skal man forstå hans liv, må man gå ind i det sjælelige univers og foretage sin studierejse der. Det er ingenlunde let for vor tids materialistisk indstillede mennesker. I nyeste tid er der skrevet en fin bog om bl.a. den side af Ingemann, nemlig Niels Kofoeds "Den ukendte Ingemann," Reitzels Forlag 1996.
Der er for øvrigt i slutningen af forrige årh. dannet et Ingemann-selskab, hvis formål er at fremme kendskabet til digteren, og det har udgivet og udgiver løbende bøger og andre publikation om og af Ingemann. Så interessen for ham er stadig levende. I dette efterår ( 2003) vil der sandsynligvis udkomme en bibliografi af Kristian Nielsen. Her vil man kunne orientere sig i den jungle af skrifter, som findes af og om Ingemann. Jeg vil derfor ikke skrive en lang liste, men kun nævne nogle få, gamle bøger, som jeg selv har været meget glad for at læse. Det er:

Schwanenflügel Ingemanns Liv og Digtning, 1885
F.Rønning B.S.Ingemann, liv og digtning. Gads Forlag 1927

Hvis man vil vide noget om Ingemanns digterværker, kan man gå til de to betydeligste Ingemannsforskere, hvis tekster man kan suge meget visdom og viden af. Det er Kjeld Galster ( skriver i første halvdel af 1900 tallet ) og Niels Kofoed ( skrev i sidste halvdel af århundredet og skriver stadig ).

Ingemanns digtning

Det er umuligt at give en kort samlet karakteristik af Ingemanns digtning. Dels er der stor forskel på hans ungdomstekster og den modne forfatters værker, og dels er hans produktion så overvældende stor, at det kan forekomme uoverskueligt. Hvis man vil gå i dybden må man gå til litteraturforskerne eller selv ( og det er ikke kedeligt ) fordybe sig i Ingemanns store produktion.
Han skriver i den periode, vi kalder romantikken, og som er karakteriseret ved en dualistisk verdensopfattelse. Virkeligheden er splittet mellem en materiel verden og bag den eller over den en åndelig verden. Man kan her på jorden stræbe mod og i små glimt ane denne højere, åndelige verden. Vejen til denne oplevelse af en højere og smukkere virkelighed, kan gå gennem kunsten, kærligheden eller religionen.
Jeg vil sætte nogle eksempler over for hinanden, det ene viser den unge digter, og det andet den modne digter. Men begge eks. er lige romantiske og viser for så vidt også, at hans opfattelse af virkeligheden forbliver den samme livet igennem. Først et eksempel på hans ungdoms romantiske digtning. Her der det kærligheden, vel at mærke den åndelige, der er på spil.

Nattevandrerinden

Elina gaaer i sin Faders Borg,
I sorte, flagrende Klæder;
Hun synes at skjule dyb Hjertesorg;
Men aldrig hun sukker og græder.
Hver Dag hun svinder, som Dug for Sol;
Hun seer det og smiler med stille Taal.
Bekymret tidt Moderen spørger:
"Siig Dotter! Hvorfore du sørger!

Hvi er dit &OSLASH;ie saa sygt, saa mat?
Hvi er dine Kinder saa blege?
og hvor er din Gang hver Midienat,
Naar Søvn dit Legem skal qvæge?"
"Ak Moder! - jeg elkser ei Dagens Lys;
Men Natten er mig saa venlig tys,
Og gaaer jeg ved Midnatstide
Og seer paa de Stjerner blide."

"O! Vogt dig! Stjernen er vist ei blid,
Som Pigens Hjerte besnærer;
Og Maaneskinnet gjør Kinden hvid,
Og Midnatstaagen udtærer."
- "Lad tæres Legem! Lad blegne Kind!
Men sød er dog Stjerne og Maaneskin,
Og Lilien har jeg nu funden,
Som kun dufter i Midnatsstunden."

Den Moder mæler et Ord ei meer;
Selv dybe Suk hun vil dølge:
Ved Nat hun Pigen bortvandre seer;
Saa sagte hun efter mon følge.
Bag Haugen Kirkegaardsmuren staaer;
didhen den sørgende Pige gaaer,
Bag Kirkemuren bortsvæver-
Den Moder det skuer og bæver.

I Natten lyser en Marmelsteen.
Til Gravstenen Jomfruen vanker:
"Stat op, du Kjære!" - Med Dødningbeen
Paa Graven hun sagtelig banker:
Brat revner Stenen, og underfuld
En Dødning stiger af sorten Muld;
- Ak! hellige Christ! dig forbarme!-
Nu synker hun i hans Arme.

Hun læner sit Hoved op til hans Bryst;
Hans Læber alt hendes møde,
Og Pigen hensmelter i rædsomme Lyst -
Hun klynger sig fast til den Døde;
Paa Graven de sidde, som Brudgom og Brud,
Og hviske saa sagte i Natten ud:
"Du Kjære! naar vil du modtage
For evig din elskende Mage?"

"I Morgen, Favre! du vorder min Viv,
Saa skal jeg dig evig omarme;
Thi nu har jeg drukket dit sidste Liv,
Udsuget din sidste Varme."
Ved Kirkegaardsdøren den Moder staaer -
Med Gru det Rædselsord hende slaaer.
Hun blegner og styrter til Jorden,
Som knuust af Himmelens Torden.

"Ak! bed for din syndige Sjæl en Bøn!
Bed, Barn! og fly med din Moder!
O! Vee dig, Dødning! - du est min Søn -
O! Dotter, det er din Broder."
Den Døde hører det Angestskrig,
Og bleg og langsom han hæver sig:
"Ti stille, Moder! ti stille!
Ei Blod kan Sjæle adskille".

"Paa Jorden gjælder det store Bud,
Men ikke i Aandernes Rige;
I Døden vorde vi Brudgom og Brud -
hos Gud samles Lige med Lige.
Gak hjem, og tag din Dotter ved Haand!
I Morgen samles vi Aand med Aand -
Farvel! - hør Hanerne gale!
De Døde til Graven de kalde."
(1813)

Og nu et par aftendigte skrevet af den modne digter.

Den skjønne Jordens Sol gik ned;
Men Stjerneskarerne funkle.
En større Verdens Herlighed
nedglimter nu i det Dunkle.

Al Verden som en Kirke stor
Bag Sky sig hvælver foroven;
I Templets Krog Guds grønne Jord
Er skjult som et Blad fra Skoven.

Paa mindste Blad i største Skov
Har glade Skabninger hjemme;
hvor Liv sig rører til Guds Lov,
Det mindste han ei vil glemme.

Gud! i din Haand alt Stort er smaat,
Men kjært det Mindste tillige.
Den Barnesjæl er bjerget godt,
Som skjuler sig i dit Rige.

Og dette smukke digt:

Den store stille Nat gaaer frem
Med Lys fra Himmelens Sale;
hvert Lys er Sol for Sjæles Hjem
I høiere Verdners Dale.

I Himmeloceanets Skjød
Neddukker Natten sin Vinge
Med alle Stjernesoles Glød,
Mens Sphærernes Harper klinge.

O! Nat, rul dine Verdner frem
I Oceaner af Himle,
Med Priis til Gud fra Engles Hjem
Og Jorderigs Sjælevrimle!

Hvis man ønsker at sætte sig ind i Ingemanns helt specielle opfattelse af liv og især død, kan jeg anbefale, at man læser: "Tankebreve fra en Afdød". Den er udkommet på Reitzels Forlag i 1995 og er forsynet med en efterskrift af Elna Bækdorf og Knud Bjarne Gjesing. Det var en bog, som fik vennen Grundtvig til at skumle højlydt, og det er nok her, deres veje skilles.