Thomas Kingo

Kort biografi:

Thomas Kingo levede fra 1634 til 1703. Han var af indvandrerfamilie. Faderen, Hans Kingo, kom til Danmark fra Skotland sidst i 1500 tallet sammen med bedstefaderen, Thomas Kingo, der var "kongelig" tapetmager. Der var i de år en sand indvandrerbølge fra Skotland til Danmark. Dette hænger muligvis sammen med de tætte familiebånd, der var mellem det danske og det skotske kongehus: Christian d. Førstes datter, Margrethe, blev gift med kong Jakob d. Tredje, og Christian d. Fjerdes søster Anna ægtede kong Jakob d. Sjette. Det kan imidlertid også skyldes de urolige politiske forhold i Skotland, der i perioder hærgedes af blodige religionskrige. Familien Kingo slog sig ned i Helsingør, hvor faderen, Thomas Kingo, sandsynligvis fandt arbejde ved udsmykningen af det nye Kronborg. Senere gik det tilbage for den lille familie, og da sønnen Hans overtog forretningen var den blomstrende velstandstid forbi, og han måtte arbejde som simpel linnedvæver. Han flyttede til byen Slangerup, men den sociale nedgang fortsatte, og væverfamilien levede i små kår, da lille Thomas 1634 kom til verden som den sidste i en børneflok, hvoraf kun han og to ældre søstre overlevede.
   Thomas sattes i den "danske" skole i 4 års alderen og klarede sig så fint, at han oprykkedes til den "latinske" skole allerede som 6 årig. Da han var omkring 16 år overflyttedes han til en ny latinskole i Hillerød, som blev ledet af Albert Bartoholin, en svagelig, men meget musikinteresseret lærer, som sikkert har haft stor betydning for Kingos udvikling. Et gammelt rygte fortæller, at Kingo blev udlagt som barnefader, da han var 16 år gammel og derfor måtte forlade byen. Ældre Kingobiografer affærdiger dette som løgnagtig bagvaskelse. Imidlertid findes der belæg for det i en retsprotokol fra tiden. Heri står forseelsen optegnet med angivelse af straffen for dette "lejermål", så grebet ud af den blå luft er det næppe.    I 1654 blev Kingo student og læste derefter teologi på universitetet indtil 1658, hvorefter han en kort tid var huslærer på Frederiksborg slot for forvalter Sørensens børn, men hurtigt skiftede han til en ny stilling, igen som lærer, og denne gang på Vedbygaard. Her underviste han Lene Ruds børnebørn og forvalter Karsten Atkes børn på den nærliggende Sæbygaard. I 1661 blev han kapellan i Kirke-Helsinge, hvor han fungerede indtil 1669. Det var urolige tider for landet, hærget som det var af den svenske invasionshær. Men for de unge mennesker på den smukke egn omkring Tissø synes det alligevel også at have været en munter tid. De var renæssancemennesker og forstod at feste. Og det er netop som lejlighedsdigter i denne periode, at Kingo springer ud som digter, og det er i den lystige genre. Kendt er hans to store skæmtedigte: Sæbye-gaards KoeKlage og Næfve-tuud og Knud her-ud.    Han blev ansat i Kirke-Helsinge, netop som den gamle præst, Peder Worm, havde giftet sig med den unge Sille ( Cecilie) Balkenberg. Kapellanen og præstefruen forelskede sig, og da hr. Peder døde i 1668 giftede de sig efter en sørgetid, og så snart det var muligt flyttede de til Slangerup, hvor Kingo fik præstekald. Sille døde året efter, og Kingo giftede sig igen, nu med en rig enke, Johanne, der var 16 år ældre end han. Det er i den periode, han udgiver sin første salmesamling: Aandeligt Sjungekors første del.     I 1677 blev Kingo udnævnt til biskop for Fyns Stift, og her virkede han til sin død i 1703. Da Johanne døde i 1994 giftede Kingo sig straks efter med den smukke jomfru Birgitte Balslev, som han i flere år havde gjort sin opvartning ( dette ses bl. a. af et bindebrev, han sendte hende i 1689). De fik ingen børn, men alt tydede på, at ægteskabet var lykkeligt. Biskop Deichmann sagde i ligtalen over Kingo, at de to var "samsjælede i Gud," og da Birgitte senere giftede sig og fik en søn, opkaldte hun ham efter sin elskede Thomas Kingo.

Kingos digtning:

Kingo skriver i anden halvdel af 1600 tallet, den tid, man kalder barokken, og hans stil er præget af dens unaturlige svulstighed, men samtidig er han en af de første, der behersker en formfuldendt komposition og undertiden en slående enkelthed. Det lyder som to modsatrettede fænomener, men antitesen er en fremherskende stilfigur i tiden og navnlig hos Kingo: modsætningerne stilles skarpt op mod hinanden. Samtiden er et kaotisk virvar, fuld af brutalitet: skæbnen er lunefuld, det ene øjeblik er man på toppen, det næste på bunden ( f.eks. Leonora Christine, der efter at have været landets førstedame sendes til et af de skumleste fængsler ). Kingo tilstræber på en gang at gengive utrygheden, det hæslige forfald og dødens vilkårlighed og samtidig at skabe det fuldkomne skønhedsunivers. I dette kunstunivers er alt velordnet, sat ind i en stram og æstetisk smuk komposition. Man kan sige, at han med sin kunst skaber orden i kaos, samtidig med at han lader den kaotiske virkelighed sprælle løs. Nedenstående eksempler viser, hvordan trangen til at skabe orden går helt ud i den visuelle opbygning af selve verset: det ligner en gengivelse af de barokepitafier, vi ser i kirkerne. Et eksempel: (Dend Fierde Aften-sang.)

Dend klare Sool gaar ned, Det quelder meer og meer,
Hver Arbejdsmand er træt og sig om Hvile seer:
En Dag jeg nærmer' er ved Døden end som før,
  Tiden mig
  Saa sagtelig
        Oplukker Dødsens Dør



Et andet eksempel: (Dend siette Morgen-sang).

 Nu rinder Solen op
     Af Øster-lide,
       Forgylder Klippens Top
            Og Biergets side,
Vær glad, min Siæl, og lad din stemme klinge,
       Stiig op fra Jordens Boo
       Og med din Tak og Troo
 Til Himlen svinge

En typisk Kingosalme og en af de kønneste er "Sorrig og Glæde de vandre til Hobe." Den er bygget op over et system af antiteser. Verden favnes i hver linje eller linjepar af vældige modsætninger: sorg og glæde, lykke og ulykke. Og denne verdens modsætninger, der vises i de fem første strofers hovedparti, står som samlet kontrast til himlens uforanderlighed, der udtrykkes i omkvædet. Disse fem strofer danner så igen kontrast til de sidste tre strofers skildring af himlens forvandlende kraft. De abstrakte begreber tildeles kød og blod, så salmen fyldes med liv og bevægelse: sorgen og glæden vandrer sammen, styrken bærer hovedet højt, armod prydes og avind står fængslet.
   Salmen er her citeret efter Samlede Skrifter fra 1939 ( Munksgaards Forlag)

  1.

Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
Medgang og Modgang hin anden anraabe,
Soelskin og Skyer de følgis og ad!
 Jorderiigs Guld
 Er prægtig Muld,
Himlen er Ene af Salighed fuld.

  2.

Kroner og Scepter i Demant-spill lege,
Leeg er dog ikke dend kongelig Dragt!
Tusinde Byrder i Kronerne hvege,
Tusindfold Omhu i Scepteres Magt!
 Kongernes Boe
 Er skiøn Uroe!
Himlen allene giør salig og froe!

  3.

Alle Ting har sin foranderlig Lykke!
Alle kand finde sin Sorrig i Barm!
Tiit ere Bryst, under dyrebar Smykke,
Fulde af Sorrig og hemmelig Harm!
 Alle har sit,
 Stort eller Lit!
Himlen allene for Sorgen er qvit!

  4.

Velde og Viisdom og timelig Ære,
Styrke og Ungdom i blomstrende Aar,
Høyt over andre kand Hovedet bære,
Falder dog af og i Tjden forgaar!
 Alle Ting maa
 Enden opnaa,
Himmelens Salighed Ene skal staa!

  5.

Deyligste Roser har stindeste Toorne,
Skiønneste Blomster sin tærende Gift,
Under en Rosen-kind Hiertet kand foorne,
For dog at Skæbnen saa sælsom er skift!
 I Vaade-vand
 Flyder vort Land,
Himlen har Ene Lyksaligheds Stand.


  6.
Vel da! saa vil jeg mig aldrig bemøye
Om ikke Verden gaar efter min Agt!
Ingen Bekymring skal kunde mig bøye,
Intet skal giøre mit Hierte forsagt!
 Sorrig skal døe,
 Lystigheds Frøe
Blomstris paa Himle-Lyksaligheds Øe!

  7.

Angist skal aule en varende Glæde,
Qvide skal vinde sin Tott udaf Teen!
Armod skal prydis i rigeste Klæde,
Svaghed skal reysis paa sundeste Been!
 Avind skal staa
 Fenglet i Vraae,
Himlen kand Ene alt dette formaa!

  8.

Lad da min Lod og min Lykke kun falde
Hvordan min GUd og min HErre hand vill,
Lad ikkun Avind udøse sin Galde,
Lad kun og Verden fulddrive sit Spill!
 Tjdernes Bom
 Bliver dog tom,
Himlen skal kiøre altingest her-om!

Kingo var utrolig produktiv, og han skrev alt fra gravskrifter, smædeviser og hyldestdigte til sange og salmer. Her vil jeg kun nævne de værker, der er blevet stående. Hans salmesamlinger.

Bøger om Kingo

I Svend Esbechs Kingo-bibliografi fra 1988 kan man finde titler på de mange tekster, der er skrevet af og om Kingo indtil det år. Jeg har brugt denne bog flittigt i mit researcharbejde, men til læsere, som vil vide bare lidt mere om Kingo, kan jeg anbefale især disse to biografier:

Har man lyst til at læse Kingo på tidens originalsprog uden dog at skulle kæmpe sig igennem de samlede skrifter, kan jeg anbefale bogen: Thomas Kingo i udvalg, redigeret af Det Danske Sprog-og Litteraturselskab og udgivet på Borgens Forlag i 1995