Lucie Mandix

Lidt sniksnak

Lucie er kendt som Ingemanns sære kone. Sådan fremstår hun i tidens erindringslitteratur. Men hun var også kunstner, og som sådan arbejdede hun hele sit liv, uden at det dog lykkedes hende at bryde igennem og blive blot en lille smule anerkendt. I dag ville man måske kalde hendes kunst naivistisk. Selv kaldte hun den supra-naturalistisk, og mente dermed, at hun ikke ønskede at fremstille den materielle virkelighed, som den viser sig for sanserne, men en højere, symbolsk virkelighed. Hun var som sin mand romantiker. En lille anekdote fortæller, at hun en dag bestilte en maler til at male plankeværket, og hun skrev dette lille bestillingsvers til ham: "stakittet blåt skal være/ så det kan ligne luft og atmosfære." Og maleren skrev da tilbage: "nej, nej, det males skal med tjære/ så det kan modstå luft og atmosfære."
Romantiker ja, men ind imellem maler hun en blomsterverden, der er meget smuk og særpræget, som man vil kunne se det af billedet: Vildvoxende Blomster. Det her gengivne billede er fotograferet af Kristian Nielsen, der som før omtalt også er Ingemannbiograf.

Kort biografi

Lucie er født i 1792 som datter af Margrethe og Jacob Mandix. Faderen er embedsmand, og familien tilhører således det højere borgerskab. J. Mandix interesserer sig for 1700 tallets friheds-og oplysningsideer. Han går ind for de nye tanker om fri børneopdragelse og lige rettigheder for kønnene. Lucie vokser altså op i en familie, hvor begreber som "frihed" og "lighed" har stor betydning, og hun får lov til at udfolde sig efter sin egen natur. En årrække er faderen amtmand på Bornholm, og Lucie lever en lykkelig del af sin barndom her. Derefter rejser familien tilbage til København, hvor Mandix bliver etatsråd. Kort derefter indtræffer krigen med England. København bombarderes, senere følger statsbankerotten og mange familier mister deres formue. Det gælder også familien Mandix. En slags kollektiv depression synes at præge en stor del af den ungdom, der modnes i de år. En indadvendthed præger i det hele taget danskernes liv i denne første del af 1800 tallet, man søger indad og vender sig mod det trygge: det hjemlige. Den engagerede politiske debat, der prægede sidste del af 1700 tallet er forstummet, og skal man endelig beskæftige sig med noget større, vender man blikket mod landets strålende fortid ( som Ingemann i sine romaner om Valdemartiden). Man længes bort fra den "snuskede" materielle verden og mod en højere og renere virkelighed. Tiden er til virkelighedsflugt og romantik. Denne strømning præger i høj grad Lucies udvikling i ungdomstiden, hun bliver stille og indadvendt, ja, forsvinder på et tidspunkt ligefrem ind i en slags drømmende dødsfascination, og her befinder hun sig mentalt, da hun møder Bernhard S. Ingemann. Og netop i denne stemning kan de to mødes. I den samme længsel mod en renere og mere åndelig verden. Ingemann var som ung meget nær ved at begå selvmord for derigennem at befri sjælen for kroppens fængsel! Lykkeligvis hørte han sin afdøde faders manende røst og sænkede pistolen.    Forholdet mellem de to unge kan derfor forekomme underligt "blodfattigt" - det er en erotik så helt og aldeles renset for kropslighed. Et sjæleligt kærlighedsforhold. Og netop sådan skildres kærligheden i Ingemanns ungdomsdigtning, f.eks. i Varners poetiske Vandringer, en ungdomsroman på vers, der minder om Goethes "die Leiden des jungen Werters" men med den forskel, at den fysiske lidenskab, der raser i Werters blod, er så aldeles fraværende hos Warner, som drømmende elsker det blide og englelige hos sin pige. Det er derfor konsekvent nok, at de to unge dør lykkeligt til sidst, for kun i det hinsidige kan deres sjæle forenes ( se også eks. med Nattevandrerinden under Ingemanns digtning).    Lucie og Bernhard gifter sig efter 11 års forlovelse. Han har fået stilling på Sorø Akademi, og hun følger med som hans hustru. De får ingen børn, men Lucie skulle, efter hvad Ingemannforskeren Kjeld Galster skriver i en fodnote i "Ingemanns historiske Romaner og Digte" ( Aschehoug 1922, side 194) have aborteret efter et par års ægteskab. Hun hengiver sig til sin kunst som maler, og her opmuntres hun af sin mand, men ellers er der ikke megen opmuntring at hente i samtiden. Tidens kunstkendere finder hendes produkter ( mest blomsterbilleder og altertavler) skrækkelige, og sandt er det da vist også, at de er særdeles naive, men det er muligvis alligevel kunst - en slags naivisme forud for sin tid. Selv synes jeg, at hendes blomsterbilleder er meget fine. De er ikke en naturalistisk gengivelse af naturen, men nærmere en symbolsk fremstilling, og ofte en meget smuk sådan.

Se selv disse fremstillinger: