Tobias er lige blevet gift med Sara. Hun er besat af en dæmon, der piner og dræber alle dem, der gifter sig med hende. Englen Rafael ( = Azarja) har en finger med i spillet, og her prøver han på at forberede Tobias, inden denne går ind til pigen på bryllupsnatten.

”Jeg må tale med dig, Tobias.”
Rafael greb fat i hans arm, og Tobias slap modstræbende Saras hånd og lod sig trække med ud i gården. Her stod han med øjnene klistret til den dør, der skilte ham fra den elskede, som ville han gennembore den med sit blik.
Vielsen var forrettet. De unge var ægtefolk, og den nye værdighed havde gjort dem både blinde og døve for andet end hinanden.
”Se på mig!”
Tobias vendte hovedet og så lige gennem englen.
”Hører du efter?”
”Ja, ja. Men nu har du talt, Azarja. Og tak for det. Det gik jo fint. Og lad så være med at rende i hælene på os.” Han skubbede brutalt til hunden, der peb forskrækket.
”Forstår du da ingenting?”
”Nej.”
”Hør nu alligevel efter. Du skal om kort tid indtræde i brudekammeret. Og du ved, hvad det betyder. Men rolig, dreng, for jeg er her, og du skal ikke være bange.”
”Bange? Men det er jeg da heller ikke.”
”Sig mig, har du glemt, at du skal dræbes i nat?”
”Hvad? … Ja, ja … og så …” kom det utålmodigt.
”Du … skal … pines … ihjel,” udpenslede Rafael og forsøgte at fange hans blik.
”Ja, ja, det har jeg hørt,” snerrede Tobias utålmodigt, ”men hvad var det, du ville sige?”
”Jeg vil bede dig komme helt ned på jorden og høre godt efter.”
”Nå,” sagde Tobias.
Pludselig hævede englen den ene arm og langede af al kraft ud efter den unge mand, der overrumplet sank i knæ, mens han tog sig til den gloende ømme kind.
En tid lå han således foran englen og rystede, og det var ikke til at se, om det var af skam eller af skræk.
”Ja, dæmonen slår hårdere. Den slår dig ihjel.”
Tobias bed sig i læben. Så løftede han hovedet og hviskede.
”Hjælp mig, bror.”
Rafael tog hans hånd og rejste ham op. Den unge mands kind glødede stadig, og øjnene havde fået et barnligt, ja næsten bedende udtryk.
”Husker du fisken, Tobias?”
Tobias nikkede.
”Havde du ikke vovet kampen dengang, så havde du været fortabt.”
”Ja.”
”Men nu gælder det mødet med Den Onde Selv.”
”Faktisk tror jeg, at jeg tør vove den kamp også. Og vinde den,” kom det spagt.
”Du snakker. Den Lede kan flænse dig på et sekund, men den vil pine dig hele natten.”
Tobias rystede på hovedet. Fisken var jo også dæmonisk, sagde han, og dog havde han sejret over den.
”Fisken ja. Og den skal du bruge nu.”
”Men vi har jo spist den.”
”Her!” Rafael tog noget frem fra kjortlen og rakte en pose hen mod ham.
Tobias trådte et skridt tilbage.
”Hvad er det?” hviskede han.
”Fiskens hjerte.”
Og nu forklarede Rafael ham, at han roligt skulle lade gå til brudekammeret og uden angst favne sin Sara, blot måtte han huske forinden at kaste fiskehjertet på ildstedet og lade flammerne fortære det. Derved ville dæmonen miste sin magt.
”Hvor ved du det fra?” Tobias så på ham med et skævt smil.
”Det har ikke noget med viden at gøre.”
”Hvad handler det så om?”
”Tro.”
”Det forstår jeg ikke.”
”Du skal tro på det, Tobias.”
”Jo tak, bror. Men … jeg er ikke … jeg mener, lige det der med at tro, det er ligesom mere min far … jeg er nærmest en …” Han gik i stå.
”Du er en tvivler?”
”Ja. Mon ikke.”
”Tvivler du også på Sara?”
”Nej.”
”Hvorfor ikke?”
”Det ved jeg ikke.”
”Der ser du. Men hør nu, min dreng. Gud findes. Og Dæmonen findes. Jeg kender dem begge.”
”Gør du?”
”Ja. Og i kærligheden har du mødt Gud. I ondskaben og hadet vil du om føje tid møde Dæmonen. Og din viden vil ikke hjælpe dig stort. Kun din tro kan frelse dig.”
”Så er jeg altså fortabt.” Tobias hang med hovedet.
”Det ved jeg ikke. Men nu er det tid. Din brud er allerede ført til kammeret. Gå du nu også. Og må Gud være med dig.”
”Tak, bror.”
Tøvende tog han mod posen og lod den forsvinde i kjortelens dybe lomme. Så gik han langsomt mod brudekammeret.
Hans eget hjerte hamrede, og da han lagde hånden på klinken, havde han glemt Saras ansigt. Fuld af angst åbnede han døren og trådte ind i det oplyste kammer. Og der stod hun ganske rigtigt. Midt i rummet. Men noget havde slukket hendes lys, og hun var så bleg som en mumie, og hendes arme hang slappe ned langs siden. Et tomt fiskeblik flakkede ham i møde.
”Sara, min elskede.”
Eneste svar var en isnende kulde, der strømmede ud fra pigen og smøg sig som et liglagen om Tobias, den sivede langsomt ind i hans blod og trak al varme ud af kroppen. Kraftesløs og rystende af kulde blev han hængende lige inden for døren. Ude af stand til gå et eneste skridt.
Han ville gentage hendes navn, ville bryde magien ved at nævne det kæreste, han kendte, men nu kunne han ikke få en lyd over sine læber.
Pludselig blev han ramt af et varmepust så let som strejfet af en fuglevinge, men nok til, at han tøede en smule op og kunne løfte hovedet og se frem. Det han så fik det til at gibbe i ham. Derhenne, midt mellem ham og Sara knejsede en yngling, der var lige så smuk som Tobias selv. Nej, for resten, han der var kønnere endnu, og der lyste et kærligt smil i de brune øjne, og læberne skinnede som duggede frugter. En fin rødbrun tunge spillede lystigt i mundvigen.
Tobias skar en grimasse. Men nu gled ynglingen hen foran Sara, der halvt udvisket sank i knæ.